Gitte Kjær-Westermanns blog


Velkommen til Gitte Kjær-Westermanns blog. Her kan du løbende læse indlæg om de emner, Living Communication arbejder med. Her har du også mulighed for at stille spørgsmål og få svar, vinkler og råd om, hvordan du kan arbejde med din indre leder, håndtere konflikter konstruktivt, få mere empati og ærlighed ind i din hverdag, og styrke motivationen, arbejdsglæden og den emotionelle bank konto på din arbejdsplads, i klasseværelset eller i familien.

Min faglige baggrund er en MBA, en cand.scient.adm og en certificering i det kommunikationspsykologiske redskab IVK.
Skriv blot et ord i søgefeltet eller kontakt mig med spørgsmål eller hvis du ønsker at høre mere om kurser eller coaching forløb hos Living Communication.

Seneste indlæg

Skrevet af -

På grund af, at vi altid kommunikerer, hvad enten vi siger noget eller ej, og på grund af, at vi som flokdyr er så afhængige af accept ogKonflikt 1 så bange for afvisning, bliver det vigtigt at se på, hvordan vi kommunikerer og om vi signalerer accept eller afvisning med det, vi kommunikerer.

Måden, vi taler sammen på, er afgørende for, hvordan vi samarbejder, hvilke beslutninger, vi træffer, og hvilke resultater, vi skaber, siger de amerikanske dialogrådgivere Linda Ellinor og Glenna Gerard i bogen Dialogue. Der er stor forskel på, om vi diskuterer og argumenterer eller har en dialog. Dialog og diskussion danner yderpunkterne på en skala. I en diskussion forsøger vi at nå til en løsning, således at vi kan handle. Vi er optagede af at argumentere for vores eget standpunkt og overtale andre til at 'købe' vores standpunkt. I en dialog er vi optagede af at få flest mulige perspektiver frem, så vi får fat i helheden. I dialog er vi lige så optagede af at lytte og forstå andres synspunkter som at fremme vores egne. Almindelig samtale er nok præget af begge dele, især når der ikke er noget på spil. Men vi ryger også i den almindelige samtale meget let ind i at argumentere og diskutere uden at lytte.

Et lille eksempel på hvilken forskel det kan gøre, hvordan vi kommunikerer i den almindelige samtale

Forestil dig en snak mellem to kolleger på et plejecenter. De har en kort kaffepause i personalestuen. A har haft en frustrerende morgen, og begynder at fortælle om det til kollegaen B. Hvordan lytter B?

A: Jeg var ude hos Pedersen her til morgen. Han var bare krop umulig!
B: Nej, han er da sød nok. Man skal bare tage ham på den rigtige måde.
A: Og du ved selvfølgelig alt om, hvordan det lige skal gøres!
B: Jeg har da aldrig problemer, når jeg er ude hos Pedersen. Jeg har altid et fint samarbejde med ham.
A: Vel har du da ej! Hvad så med dengang i efteråret, hvor du blev vildt vred på ham.
B: Jeg er aldrig blevet 'vred' på nogen beboere her. Det har jeg altså ikke. Det skal du ikke gå rundt og sige om mig!
A: Siger du, at jeg er sådan en, der går rundt og sladrer om folk?
B: Det ved enhver jo. Man skal aldrig sige noget til dig, for så ved man, at det går videre. 
A: (målløs) Det er utroligt hvad man skal høre førend ørene falder af. Jeg tror vist, jeg må se at komme videre. Ha en god dag!

En tilspidset og ubehagelig situation, men slet ikke urealistisk, vel? Hvordan har A det efter den udveksling? Sandsynligvis irriteret eller modløs, føler sig ikke hørt eller forstået. Hvordan har B det? Hun har sandsynligvis heller ikke haft en god oplevelse med samtalen. Den er præget af belæring, tydelig konflikteskalering, ingen lytning. Og som konsekvens ryger kontakten. Det er næppe heller befordrende for samarbejdet.

Forestil dig nu den helt samme situation, blot håndteret lidt anderledes:

A: Jeg var ude hos Pedersen her til morgen. Han var bare krop umulig!
B: Hm, det lyder som om du har haft en hård morgen hos Pedersen.
A: Ja, jeg kunne ikke få ham til at gå i bad og ja, så løb tiden..
B: Ok, og du vidste ikke lige, hvordan du skulle hjælpe ham med den tid, du havde?
A: Nej det er det. Jeg føler mig altid så presset for tid, og når de så ingenting vil, så kan jeg gå helt i panik med de ting, jeg skal nå, før jeg må videre.
B: Ja, det kunne være rart, hvis vi havde den tid beboerne har brug for, at vi kunne give slip på at skulle nå noget og bare gøre ting i deres tempo?
A: Præcis (sukker, begge er stille lidt)

B: Jeg har fundet en måde at håndtere Pedersen, som jeg kan lide. Vil du høre?

A: Ja da, sig frem. 

To konflikter, samme udgangspunkt, helt forskellig resultat. Hvad er forskellen på de to situationer?

I eksempel 2 brugte B jeg-sprog i stedet for du-sprog. Hun dømte ikke. Hun levede sig ind i As verden. Hun spurgte ind i stedet for at belære eller forklare, eller nedgøre. Hun søgte kontakt omkring behov. Og sidst, men ikke mindst, hun brasede ikke bare ud med sine god råd og løsninger. Hun spurgte først ind, lod A få luft for sin frustration, og spurgte dernæst om A ville have hendes gode råd, før hun delte dem. 

Læg også mærke til, at det kun var den ene af de to, der ændrede sin kommunikation. Og det gjorde hele forskellen! Den ene persons ændrede kommunikation kan gøre en enorm forskel for resultatet. Heri ligger en væsenlig nøgle til forskellen mellem kontakt og afstand, mellem flow i samarbejdet og dårligt arbejdsklima.

...
Se mere
Visninger: 1981 0 Kommentarer
Bedøm dette indlæg:
2

Skrevet af -

2e1ax bubbles frontpage maldiverne-fugleKommunikation er en del af menneskets grundvilkår. Kommunikationsteoretikeren Watzlawick siger: Du kan ikke ikke-kommunikere. Uanset om du er tavs eller siger noget, formidler du noget om dig selv og dit syn på andre. Måden du taler på, fortæller andre noget om, hvordan du opfatter dig selv, og noget om, hvordan du opfatter det samvær, du er i lige nu. Føler du dig ligeværdig, overlegen eller underlegen. Det teorigrundlag, Living Communication arbejder med kan hjælpe os med at blive bevidste om, hvad der sker i både os selv og andre, når vi siger, hører og oplever, som vi gør.

Et andet grundvilkår for os som mennesker er, at vi i bund og grund altid balancerer mellem behovet for accept og angsten for afvisning. Du sender hele tiden signaler til om afvisning og accept.

Accept kommer før alt andet. Med et fundament af accept får vi mod til at være os selv og tage initiativer i verden uden for megen angst for at fejle. Frugtbare forhold mellem mennesker udspringer af accept og tillid. Accept gør os stærke og ruster os til livet. Behovet for accept næres af sin modsætning – frygten for afvisning. Frygten for at blive udstødt af fællesskabet, angsten for at andre ikke kan lide os, pulserer rundt i vores psykologiske årer, siger den Norske psykolog og forfatter  Guro Øiestad

Mennesket er et socialt væsen. Vi lever i flok. For dyr, der lever er flok er der en ting, der er vigtigere end noget andet, og det er at høre til, at blive accepteret i flokken. For hvad sker der med det dyr, der ikke accepteres, det dyr der lukkes ude af flokken. Sandsynligheden for, at det dør er stor, når det ikke har flokkens beskyttelse. Flokken er lig med overlevelse. Dvs accept, at føle sig velkommen i flokken, i gruppen, i klassen, i samfundet, at opleve sig inde i varmen er livsvigtigt for os. Intuitivt forbinder vi det med vores evne til at overleve. Derfor er det så vigtigt hele tiden at mærke og høre, at vi er inde, at vi er elsket, at vi er accepteret. Det er også derfor, det bliver så farligt for os at få kritik, fordi kritik er en trussel – potentielt det første skridt på vej mod udstødelsen, som det gælder vores liv om at undgå.

Uanset hvor gamle og kloge vi bliver, kommer vi derfor aldrig af med behovet for accept og angsten for at blive afvist. De oplevelser, vi har af afvisning i vores barndom spiller ind på, hvornår vi oplever os afvist som voksne.

...
Se mere
Visninger: 2207 0 Kommentarer
Bedøm dette indlæg:
2